141 | |
Mig lyster nu at træde | |
Mel.: Jeg vil din pris udsjunge | |
1 |
Mig lyster nu at træde til Jordans klare flod og dvæle der med glæde, hvor Herrens fødder stod, at se det store håb, den nåde, Gud har skiftet, den pagt, som han har stiftet med mig udi min dåb. |
2 |
Johannes vel med føje må højlig undres på, at sig for ham vil bøje den største, jorden så, at du, af hvem han selv, enddog han er en døber, at tvættes højt behøver, dog kom til Jordans elv. |
3 |
Du er jo Himlens ære, og solens renhed ej mod dig kan lignet være, ej stjerners Mælkevej; ja, selv Guds engle må dig med fuld røst og tunge tre gange: hellig! sjunge og for din trone stå. |
4 |
Dog vil du dåben tage i Jordans blanke flod, at den må kraft uddrage af Jesu rosensblod; af vand med Ånd og ord et sjælebad du skabte, som tvætter de fortabte til gæster ved Guds bord. |
5 |
Så er vi da Guds poder, i Jesus plantet ind, Guds kirke er vor moder, Guds Ånd vor trøst i sind; Guds pagt udi vor dåb skal Himlen os oplukke og Satan selv nedbukke, det er vor tro og håb. |
Matt 3,13-17 Thomas Kingo 1689. N.F.S. Grundtvig 1832 og 1844. |
![]() |