Troen på Guds Søn - Påske
191 | |
| Gak under Jesu kors at stå | |
Mel.: Vor Herres Jesu mindefest Salmen kan synges som vekselsang mellem kor (k) og menighed (m). | |
| 1 |
Gak under Jesu kors at stå, hans sidste ord at agte på; fra korsets træ hans nådes røst skal lyde dig til liv og trøst. |
| 2 |
Han først for sine fjender bad: »O kære Fader, dem forlad, thi hvad de gøre, ved de ej, så blinde gå de syndens vej!« |
| 3 |
O Jesus! bed du og for mig, du ser, hvor blind og skrøbelig jeg er i al min vej, mit værk; men ved din bøn jeg bliver stærk. |
| 4 |
Han dernæst til sin moder så, hvor jammerfuld hun monne stå, som stungen gennem sjæl og liv med mordersværd og dræbekniv. |
| 5 |
En anden søn han hende gav til lindring, trøst og støttestav: »Johannes, tag dig hendes sag som moders an fra denne dag!« |
| 6 |
Om jeg, o Jesus, og skal stå forladt, forhadt, med korset på, ja, venneløs blandt rov og ran, send et Guds barn, som tar mig an! |
| 7 |
Den røver, som sin synd fortrød og trøsted sig i Kristi død, for hannem brød han dødens brod og gav i Paradis ham lod. |
| 8 |
Lad mig og i min sidste stund det høre af din egen mund: »I dag du være skal med mig i Paradis, i Himmerig!« |
| 9 |
Det fjerde ord var frygteligt, og aldrig hørte Himlen sligt: »Min Gud, min Gud, hvorfor har du i denne nød forladt mig nu?« |
| 10 |
For min skyld blev du så forladt og af Guds vrede taget fat, at aldrig jeg forlades skal i dødens grumme, dybe dal. |
| 11 |
Al verdens synd bar det Guds Lam, Guds vredes ild fortæred ham; »Jeg tørster!« sagde han og fik af eddike så sur en drik. |
| 12 |
Så tømte du med bredfuldt mål, o frelser min! den bitre skål, men derfor kalken liflig, sød skal kvæge mig i liv og død. |
| 13 |
Da lød hans ord: »Det er fuldbragt!« og bedre ord blev aldrig sagt; opfyldt er lov og profeti, afskaffet dødens tyranni. |
| 14 |
Det giver trøst i hjerterod, det er en evig glædes-flod; nu står mig åben Himlens port, for mig har Jesus fyldestgjort. |
| 15 |
Hans sidste ord, hans sidste råb var fuldt af livets store håb, han sagde: »Fader, i din hånd befaler jeg min sjæl og ånd!« |
| 16 |
Det ord, det ord sig trænger ind udi mit hjerte, sjæl og sind; gid det og blive sidste ord, jeg tale skal på denne jord! |
Lidelseshistorien. Afsnit 17-21 Thomas Kingo 1689. N.F.S. Grundtvig 1832-45. Bearbejdet 1850, 1889 og 1951. |
 |
