Troen på Guds Søn - Påske
229 | |
| Hvor er dog påske sød og blid | |
Mel.: Af højheden oprunden er | |
| 1 |
Hvor er dog påske sød og blid for dem, som kender nådens tid og syndens jammer finder! I Jesu åbne grav vi ser, at alle himle mod os ler og sejerskranse binder; den dag vor sag og elende fik en ende, da vor søde Jesus han stod op af døde. |
| 2 |
For vore synder er han død, til vor retfærdighed han brød de stærke dødens porte. At han opstod, det viser grant, at synden, ganske vist og sandt, er død og evig borte, vor nat er brat overvundet og forsvundet, da vor søde Jesus han stod op af døde. |
| 3 |
Han er opstanden, det er godt, den grumme død til evig spot, som før så mægtig bruste. Han er opstanden, det er vist, det sorte riges magt og list vor kære Jesus knuste. Det ord skal, hvor jeg må vanke, af min tanke aldrig svinde: Jesus kunne dø og vinde. |
| 4 |
Han er opstanden, det er stort, og dermed er en ende gjort på al min ve og jammer. Han er opstanden, det er nok, min grav, som var en fangeblok, er nu et brudekammer. Al spe, suk, ve, dødens fagter jeg foragter, gravens hvile synes til mig nu at smile. |
| 5 |
Nu er her vej til livets land, op, alle! følger, hvad I kan, vor frelser og vort hoved! Han er opstanden, dette ord skal råbes højt på denne jord, han være evig lovet! Vær glad, Guds stad! Alle tunger råber, sjunger mod hinanden: Jesus er, han er opstanden! |
Hans Adolph Brorson 1734. |
 |
