31 | |
Til himlene rækker din miskundhed, Gud | |
Mel.: J.P.E. Hartmann 1852 | |
1 |
Til himlene rækker din miskundhed, Gud, din trofasthed når dine skyer; din retfærdshånd over bjergene ud er strakt over dale og byer. |
2 |
Som himlenes favn er din kærlighed, Gud, som havenes dyb dine domme. Til frelsen fører du sjælene ud, vil skabningens suk ihukomme. |
3 |
Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud, hvor menneskebørnene bygge! I mulm er kærlighedsvingen bredt ud, vi skjuler os under dens skygge. |
4 |
Du kvæger i ørken den tørstende sjæl, du bjærger den bævende due. Hos dig er livets det evige væld, og lys i dit lys skal vi skue. |
Sl 36, 6-10 B.S. Ingemann 1845. |
![]() |