Troen på Gud Fader - Guds omsorg
33 | |
| Han, som har hjulpet hidindtil | |
Mel.: Som hønen klukker mindelig Et trofast hjerte, Herre min | |
| 1 |
Han, som har hjulpet hidindtil, han hjælper nok herefter, han altid kun det bedste vil, og han har almagts-kræfter, og han så grundig alting ved, at selv til bunds i kærlighed ser klart hans forsyns-øje. |
| 2 |
Den øde ørk, det vilde hav, den hårde vinterkulde, den dybe sorg, den mørke grav, de kære under mulde, for alt hos Gud er gode råd, til frydesang han vender gråd så let som vind og vove. |
| 3 |
Thi når vor sjæl er i Guds hånd, Guds-ordet i vort hjerte, da brister for os alle bånd, som pine kan og smerte, da åbner sig som aldrig før Guds-rigets port, Guds-husets dør og livets kilder alle. |
| 4 |
Om end vort støv er lige tungt, så får vor sjæl dog vinger, så den med ordet evig ungt sig let til Himlen svinger og ser så fra det høje ned med smil på verdens usselhed, med trøst på jordens møje. |
| 5 |
Vi føler, at hvordan det går, hvad verden gør og lader, så gav os Gud dog børnekår, så er dog Gud vor Fader, så er vor død dog kun et blund, og støvet om en liden stund får også ørnevinger. |
| 6 |
Min sjæl, hvi bruser du da så og krymper dig i støvet og gruer for de skyer grå, for vindens pust i løvet? Du ved jo dog, trods vind og sky du skue skal de himle ny, som Gud gør evig klare! |
| 7 |
Og du, mit støv, hvi sukker du som under fjelde knuset? Du hører jo, der skaffes nu dig plads i Fader-huset; din frelser vidner: Ej et hår forkomme skal i ormegård og fattes i Guds rige! |
N.F.S. Grundtvig 1845-50. |
 |
