349 | |
Herren han har besøgt sit folk | |
Mel.: Carl Chr. Nic. Balle? 1850 Thomas Laub 1900 | |
1 |
Herren han har besøgt sit folk, natten hun blev til morgen, Menneskens Søn, Gud Faders tolk, slukket nu har al sorgen. |
2 |
Frelseren lå i sorten jord nætter såvel som dage, men det opstandne livsens Ord døden ej mer kan smage. |
3 |
Kirken hun sad i enkestand, sørged for den Enbårne, glemte, at han i gravens land stormede dødens tårne. |
4 |
Deraf udsprang den bitre sorg, ligfærd med gråd og klage, hulken for sang på Zions borg, nætter såvel som dage. |
5 |
Herren han er dog sine tro, også når de mistvi'le, roser han lod på torne gro, lærte os så at smile. |
6 |
Blegt som et lig var livets ord, dødt det os lå på tunge, Ånd dog fra Herren i det fór, engle derom vil sjunge. |
7 |
Synger da med i højen sky: Ordet stod op af døde, lyder i Åndens kraft på ny, tænder, så tunger gløde! |
8 |
Lever nu op, I kristne små! Nu er her godt at være, alle Guds engle med os stå, vil jer på hænder bære. |
9 |
Frelseren lå i sorten jord, sidder på ærens trone, ånd og liv er til os hans ord, glæden vor salmetone! |
N.F.S. Grundtvig 1836 og 1853. |
![]() |