Syndernes forladelse - Syndsbekendelse
497 | |
| Jeg råber fast, o Herre | |
Mel.: Strassburg 1539 Befal du dine veje | |
| 1 |
Jeg råber fast, o Herre, af dybsens nød til dig, du vil mig nådig være og gerne høre mig; dit øre du nedbøje, når jeg min bøn frembær', og mærk udaf det høje, hvad min begæring er! |
| 2 |
Ak, hvis du agt vil give på synden, vi begå, mens vi er her i live, hvem kan for dig bestå? Men hver, som det begærer, du nåde har tilsagt, thi frygter man og ærer din høje Guddoms-magt. |
| 3 |
Tænk på mig i dit rige for korsets hårde død! Dit ord, som ej kan svige, det er min trøst i nød. Af længsel hjertet trænges til dig med stor attrå fast mer, end vægt'ren længes, at dagen komme må. |
| 4 |
Guds folk sig trygt forlade på hans barmhjertighed og på hans store nåde, som han så mangeled hen over dem udøser, den fromme Herre Gud, idet sit folk han løser af synd og sorrig ud. |
Sl 130 Clément Marot, omkr. 1540. Ambrosius Lobwasser 1564. Sten Bille 1612. Fr. Hammerich 1850. |
 |
