517 | |
O, hvor er nåde-stolen | |
Mel.: Se, hvor nu Jesus træder Min død er mig til gode | |
1 |
O, hvor er nåde-stolen og trøstens kildevæld? Hvor skinner nåde-solen for syndens usle træl? |
2 |
Jeg har det nu befundet, at død er syndens sold, og det har jeg udgrundet, jeg er i dødens vold. |
3 |
Min sjæl har få't at finde al dødens bitterhed, en afgrund er derinde, og udvej ingen ved. |
4 |
Og vil til Gud jeg bede, min store skabermand, da møder mig hans vrede, hans ild og Lovens band. |
5 |
O, hvor er nåde-stolen og trøstens kildevæld? Hvor skinner nåde-solen for syndens usle træl? |
6 |
Det er en yndig tale om Jesus, Gud og mand, som kan og vil husvale hver sjæl i sorgens land. |
7 |
Der er en himmelsk tone i ordet: det Guds Lam, til frelse, fred og sone han bar vor synd og skam. |
8 |
I dåben han forlader mig al min syndeskyld; han i »Guds fred!« mig bader og læger dødens byld. |
9 |
Mit syndeliv han døder og lægger i sin grav, han nådens liv genføder, som mig min skaber gav. |
10 |
Det liv, han mig forlener med Ånden i sit ord, det liv med sit forener han ved sit nådebord. |
11 |
Da er fra mig bortveget al dødens bitterhed, vor Herres liv mit eget er i al evighed. |
N.F.S. Grundtvig 1855-56. Bearbejdet 1935. |
![]() |