597 | |
Så vide om land, som sol monne gå | |
Mel.: L.M. Lindeman 1865 Der stander et hus i vort høje Nord | |
1 |
Så vide om land, som sol monne gå, ej menneskesjæl er at finde, som Herrens nåde ej ved at nå, når hjertet ham gerne vil vinde. |
2 |
Han ser hver længsel i sjælens grund, som efter det evige higer, han hører hvert suk, som i nattens stund fra dybet mod Himmelen stiger. |
3 |
Han tænder sit lys på den vildsomme vej, hans stjerne for ånden oprinder, den stråler og vinker og standser ej, før hjertet sin frelsermand finder. |
4 |
Og var du end skjult i den mørkeste vrå, og kendte dig ingen på jorden, og var du blandt alle, som sorgfulde gå, den allerelendigste vorden - |
5 |
ja, tårned sig synder som bjerge i sky, og sortnede alt for dit øje, og blev hvert minde dig tungt som bly, og så du kun lyn i det høje - |
6 |
o, higer din sjæl imod sandheds Gud, og kalder på ham du derinde, han ved dog vej for sit nådebud, din frelser du dog skal finde. |
7 |
Og finder du ham, da finder du alt, hvad hjertet kan evig begære, da rejser sig fluks hvert håb, som faldt, og blegner så aldrig mere. |
W.A. Wexels 1847. |
![]() |