Menneskelivet - Aften
761 | |
| Den klare sol går ned, det kvælder mer og mer | |
Mel.: Johann Schop 1642 | |
| 1 |
Den klare sol går ned, det kvælder mer og mer, hver arbejdsmand er træt og sig om hvile ser. En dag jeg nærmer er ved døden end som før; tiden mig så sagtelig oplukker dødens dør. |
| 2 |
Her skiftes tiden om, her veksles dag og nat, af solen bliver kun en skygge efterladt, så verdens herlighed omsider ende får; mørken grav og ormegnav vi sidst i verden når. |
| 3 |
Jeg træder nu ud i det duggefulde græs, naturen siger mig: »Bi lidt, stå her og læs: Dit billed ser du her i blomster og i hø!« Dag og nat mig lærer brat, at jeg engang skal dø. |
| 4 |
Tak, tusind gange tak, o Gud, som evig er og udi tiden dog slig omhu for mig bær'! Fra første øjeblik, da jeg af rode randt, af mit ler du gjorde mer, end jeg kan sige grant. |
| 5 |
Men, o min Gud, tilgiv, hvad jeg mod dig har brudt, agt ej de spirer, som af syndens rod er skudt. Løs min samvittighed af sine synders bånd, kast dem ned i evighed i havet med din hånd! |
| 6 |
Kom, mægtig englehær, lys Herrens ro og fred på sjæl og legem, og hvad mer mig kommer ved! Gak, ormesæk, og sov! Gud skal i morgen dig vække her, men siden der til liv evindelig. |
Thomas Kingo 1674. |
 |
