Menneskelivet - Aften
776 | |
| I fjerne kirketårne hist | |
Mel.: C.E.F. Weyse 1838 | |
| 1 |
I fjerne kirketårne hist nu aftenklokkerne ringe. Snart sover liden fugl på kvist med hovedet under sin vinge. Nu samles frænder kønt igen som fugleunger på grene; men den, som har slet ingen ven, han sidder ved kvæld alene. |
| 2 |
Snart ruller ud den stille nat sit skyggeflor over himlen, og den, som sidder mest forladt, ser op imod stjernevrimlen. Og gennem himmelsløret ud der skinner øjne fuldklare: Mildt ser den kære, store Gud herned med sin stjerneskare. |
| 3 |
Han ser til sine børn da vist, han ser til høje og ringe, selv til den lille fugl på kvist med hovedet under sin vinge. Til dem, som sover, ser han hen, han vugger fuglenes grene; og den, som har slet ingen ven, han lader ej sidde ene. |
| 4 |
Det barn, der synes mest forladt, Gud Fader selv vil bevare: han sender i den stille nat til jorden sin engleskare. De spreder deres vinger ud, når alle øjne sig lukke; selv våger hele verdens Gud ved skabningens store vugge. |
B.S. Ingemann 1838. |
 |
