Lovsange
12 | |
| Min sjæl, du Herren love | |
Mel.: Johann Kugelmann 1540 | |
| 1 |
Min sjæl, du Herren love, hans navn mit hjerte frydes ved; i kor med fugl i skove lovsyng med tak hans miskundhed! Han råded på din vånde bod og al din skyld forlod; han til sin barm dig drager, dit banesår er lægt; den hvile, dér du smager, gør ung trods alders vægt; han skifter ret og tager fortrykte i sin varetægt. |
| 2 |
Han os har åbenbaret sin vilje og sit sandheds ord; sin Søn han ikke spared og sendte fred med ham til jord; hans nåde er så rigt et væld, som gav i gry og kvæld de bange sjæle trøsten, der søgte ham i nød; som glæden er om høsten, hans fred er himmelsk sød; så fjernt som vest fra østen vor synd er sænkt i havets skød. |
| 3 |
En fader vil forbarme sig over sine egne små, og Herren gav os arme sit fadernavn at kalde på; vor skabning kender han og ved, at al vor herlighed er græsset lig på ager, i morgen er det hø, en rose fin og fager, der dufter for at dø, et løv, som vinden jager, så er vor lod på verdens ø. |
| 4 |
Guds miskundhed alene grundfæstet står i evighed; sin kårne brud den rene fra slægt til slægt han holder ved, dem, som bevaret har hans pagt, hvem kronen er tilsagt, hvor engle hist i kæde om Himmel-tronens glans Gud Herrens pris udkvæde for livets sejerskrans. Min sjæl, istem med glæde: Al æren er og bliver hans! |
Sl 103 Johan Gramann (Poliander) (1530). Dansk 1569. C.J. Brandt 1888. |
HØR melodien |  |
