192 | |
Hil dig, Frelser og Forsoner | |
Mel.: C.Chr. Hoffman 1878 Thomas Laub omkring 1890 | |
1 |
Hil dig, Frelser og Forsoner! Verden dig med torne kroner, du det ser, jeg har i sinde rosenkrans om kors at vinde, giv dertil mig mod og held! |
2 |
Hvad har dig hos Gud bedrøvet, og hvad elsked du hos støvet, at du ville alt opgive for at holde os i live, os dig at meddele hel? |
3 |
Kærligheden, hjertegløden stærkere var her end døden; heller giver du end tager, ene derfor dig behager korsets død i vores sted. |
4 |
Ak! nu føler jeg til fulde hjertets hårdhed, hjertets kulde. Hvad udsprang af disse fjelde, navnet værd, til at gengælde, Frelsermand, din kærlighed? |
5 |
Dog jeg tror, af dine vunder væld udsprang til stort vidunder, mægtigt til hver sten at vælte, til isbjerge selv at smelte, til at tvætte hjertet rent. |
6 |
Derfor beder jeg med tårer: Led den ind i mine årer, floden, som kan klipper vælte, floden, som kan isbjerg smelte, som kan blodskyld tvætte af! |
7 |
Du, som har dig selv mig givet, lad i dig mig elske livet, så for dig kun hjertet banker, så kun du i mine tanker er den dybe sammenhæng! |
8 |
Skønt jeg må som blomsten visne, skønt min hånd og barm må isne, du, jeg tror, kan det så mage, at jeg døden ej skal smage, du betalte syndens sold.1 |
9 |
Ja, jeg tror på korsets gåde, gør det, Frelser, af din nåde. Stå mig bi, når fjenden frister! Ræk mig hånd, når øjet brister! Sig: vi går til Paradis! |
Arnulf af Louvain før 1250. N.F.S. Grundtvig 1837. 1 løn, Rom 6,23 |
HØR melodien | ![]() |