Troen på Guds Søn - Påske
213 | |
| I kvæld blev der banket på Helvedes port | |
Mel.: Thomas Laub 1920 | |
| 1 |
I kvæld blev der banket på Helvedes port, så dundrer den rullende torden, herolden var stærk og hans budskab fuldstort, thi lyttede alt under jorden. |
| 2 |
»Fra Himlen jeg melder nu Helvedes kryb: Fra jorden nedstiger en kæmpe, han springer i gry over svælgende dyb, for gråd selv i Helved at dæmpe. |
| 3 |
Han vandrer på gløder som jomfru på gulv, han tramper på øgler og drager, hugormen han knuser, og Helvedes ulv han binder, mens afgrunden brager.« |
| 4 |
På albu sig rejste hver fange så brat, det kunne ej djævle afværge, som storme de hyled i bælgmørke nat, og fnøs som ildsprudende bjerge. |
| 5 |
På albu sig rejste hver fange så brat, ej før blev i Helvede lyttet, de lured om dag, og de lured om nat, de ænsed ej ilddrage-spyttet. |
| 6 |
Og trediedagen, da Hel-hanen gol, og genfærd kom alle tilbage, da skinned i Helvede Himmerigs sol, i drømme slet ingen så mage. |
| 7 |
Som skyerne hvide med stjernehob bleg gik englene foran den bolde, og brat som en sol han fra dybet opsteg med guldrøde skyer til skjolde. |
| 8 |
I Helvede skinned Guds herligheds glans, guldfarved de djævle kulsorte, men murene revned for stråler i glans, af hængsel fløj Helvedes porte. |
| 9 |
Sig rejste de fanger nu alle på stand, men dog for kun dybt at nedknæle. »Velkommen, velsignet, vor frelsermand!« det lød fra utallige sjæle. |
| 10 |
Nu »Adam, hvor er du?« blev hørt med en røst som lærkens en pinsedagsmorgen; da fødtes i Helved den evige trøst, sin Hel-sot1 fik menneskesorgen! |
| 11 |
Da Eva tog ordet, gik Frelseren nær og sagde: “Min Søn og min Herre! Jeg ene det voldte, at vi ligger her, for jeg lod mig dåre, desværre! |
| 12 |
Den slange, som krymper i flammer sig nu, sig bugted om kløgt-træets grene, den glimred som guld, og den skød mig i hu: Vi rådte for verden alene! |
| 13 |
I råde for Himmel, I råde for jord, så hvisled den smigrende stemme; da blege og blå vi til Helvede fór, langt andet vi fik at fornemme! |
| 14 |
Men er du den sæd, mig blev lovet til bod, undfanget og født af en kvinde, da falder ej moder omsonst dig til fod, forlades ej grusomt herinde.« |
| 15 |
Fra soløjne milde to tårer nu faldt, og underfuldt var det at skue, med dejlige farver i krone-gestalt sig danned om Eva en bue. |
| 16 |
Så kyssed sin moder Guds herligheds glans til under for alle de døde, og op stod, som dronning, med regnbuekrans skøn Eva, som angred sin brøde. |
| 17 |
Ti tusinde mile end dybere ned sank djævle, da Eva sig hæved, de turde ej hyle, i læbe sig bed og sitred, så jorderig bæved. |
| 18 |
Fra Helvede steg nu den Herre så bold, ham fulgte så fager en skare, som solen på skyer han sattes på skjold, profeterne alle ham bare. |
| 19 |
Triumf blev der nu, hvor kun gråd hørtes før, kun Død sad i Helved bedrøvet, keruben oplod den forseglede dør, skjoldvagten sig kasted i støvet. |
| 20 |
Så herlig opstod på den tredie dag vor frelser, uskyldig korsfæstet; thi er det på jord nu en salighedssag: Guds Søn haver Helvede gæstet! |
Kædmon før 680. N.F.S. Grundtvig 1837. 1 dødelig sygdom |
HØR melodien |  |
