216 | |
Der venter bag langfredags nat | |
Mel.: Chr. Vestergaard-Pedersen 1979 Jeg ved et evigt Himmerig | |
1 |
Der venter bag langfredags nat en påske-morgenrøde. Men seglet er for graven sat, og kold er nu den døde. |
2 |
En påskelørdag, ond og grå, med sine træge timer til enden gennemlides må, før påskeklokken kimer. |
3 |
En sabbat, ja, en hviledag, den kaldes må med rette. Dog har den ej sin ro og mag til glæde for den trætte. |
4 |
Dens hvile er en dødsens ro, hvor ej er mer at gøre, med udslukt håb og visnet tro og ingen trøst at høre. - |
5 |
Og dog. Så sejt og sent den led, så tung af vé og klage, den dag mit hjerte hænger ved blandt alle helligdage. |
6 |
Her kender jeg jo mine kår, hvori jeg mig må skikke, mens jeg min vej til graven går, og når jeg dér skal ligge. |
7 |
Der er for graven sat en sten, som ej sig lader røre; og indenfor er tørre ben. Hvad er da mer at gøre? |
8 |
Der er for stenen sat et segl, som holder mig i mulde, og ikke blot af fald og fejl, men af mit hjertes kulde. |
9 |
Så er det da en nådes-sag, hvad der af mig skal blive, om Herren gør en påskedag og kalder dødt til live. |
K.L. Aastrup 1937-38. 1939. |
![]() |