22 | |
Gådefuld er du, vor Gud | |
Mel.: Kvindelil, din tro er stor Kom, Gud Faders Ånd fuldgod | |
1 |
Gådefuld er du, vor Gud! Du, som sender storme ud, gav dog midt i ørknens sand Moses råd - som mand til mand. |
2 |
Men dit ansigts stråleskær, det kan ingen skue her, Moses så kun, skærmet trygt bag din hånd, med ærefrygt |
3 |
verdens overdådighed opstå, skabes i dit fjed, lysets skælven, varsomt lagt i naturens farvepragt. |
4 |
Alt med hver sin egenart: Rosen, sommerfuglen - sart drager skabelsens mystik klædt i støv forbi vort blik. |
5 |
Undrende betages vi, når din skønhed går forbi; vil vi se dit væsens grund, ser vi nat og mørke kun. |
6 |
Skærm vor undren, og bevar gåden om det sidste svar; lad os tro, at vi er mer end en skal af støv og ler - |
7 |
at du bag ved gådens slør åbner os en anden dør, og at Jesus er den vej, der skal føre os til dig. |
8 |
Nøglen er din kærlighed, og når vi - bag tid og sted - ser dig i din stråleglans, vil dit åsyn ligne hans. |
2 Mos 33,18-23 Lisbeth Smedegaard Andersen 1993. |
![]() |