257 | |
Vaj nu, Dannebrog, på voven | |
Mel.: Thomas Laub 1916 Tag det sorte kors fra graven | |
1 |
Vaj nu, Dannebrog, på voven, rul nu, bølge himmelblå! Spring nu ud, hver bøg i skoven, sjunger, alle fugle små! Lillier i højtidsdragt, I, som fik, trods konger, pragt, samler eder, som vi synge, mens det kimer, tæt i klynge! |
2 |
Han, der under vinters hjerte fødtes under hyttetag, han, der vånded sig i smerte under jævndøgns-stormens brag, støvets søn med kød og blod, han af gravens skød opstod, ja, opstod, som blomst udspringer, stak i sky på ørnevinger. |
3 |
Føle skal det folkevrimlen: ja og amen er Guds ord! Jorden løftet er mod Himlen, Himlen sænket er mod jord, stigen rejst til englegang under støvets frydesang, tonestigen fra vor tunge did op, hvor serafer sjunge. |
4 |
Se, vort Hoved1 er deroppe, Jesus Kristus, Gud og mand; over alle stjernetoppe troner højt i vælde han, kalder os, som tror hans ord, legem sit og lys på jord; frit blandt engle det fortælles: Støv med Gud har ånd tilfælles. |
5 |
Derfor kommer han tilbage åbenlyst, som han opfór, kroner herlig sine dage, vækker døde med sit ord, vinker mildt med kalken ny legem sit til sig i sky, peger på sit æresæde, siger: Del din Herres glæde! |
N.F.S. Grundtvig 1832. 1 Ef 4,15 |
![]() |