Troen på Gud Fader - Skabelsen og forsynet
28 | |
| De dybeste lag i mit hjerte | |
Mel.: Jens W. Pedersen 1988 | |
| 1 |
De dybeste lag i mit hjerte er længsel, umålelig stor. Jeg rækker mod vigende himle og følger umulige spor. Et sted må det findes, det lærred, som spænder sit billede op, et sted må dét være i verden, som fylder mit sind og min krop. |
| 2 |
De dybeste lag i mit hjerte har set et forklarelsens land, hvor alt var et fuldkomment billed, og lykken var evig og sand, men kun som et glimt, som en lysning, der strøg over marker og vand. I strejf lå mit landskab forklaret som livets og kærligheds land. |
| 3 |
Er billedet til som en kalden, der rammer mig langvejsfra? Et paradis, fjernt og forsvundet fra slægten, jeg stammer af? Er kaldet kun ekko af drømme, den ø, som er intetsteds til, så har den dog morgenens klarhed og kræfter, som aldrig går til. |
| 4 |
Min Gud, som jeg kalder den mester, der maler mig morgenens drøm, det spekter, jeg ikke behersker, af længsel urolig og øm, som spænder de strenge i hjertet, der aldrig vil klinge ud, som synger og smerter og kalder og længes mod Herren, min Gud! |
| 5 |
Du, skabelsens Gud, som vil bøje dig ned til din verden i dag. Du, Skaber, som åbner mit øje og kender mit hjertes slag. Din Ånd over lande og have, din kalden på skabningen selv er lyden i alt det, du skabte i blodets og flodernes væld. |
| 6 |
Så mød mig en skabelsens morgen her midt i mit goldeste land, og knus mig i selviskheds ørken, skab du så, som Skaberen kan. At uro kan vendes til glæde, min længsel til det, jeg formår: at rejse mig nyskabt og leve på jorden, mens dagene går. |
Jens Rosendal 1990. |
HØR melodien |  |
