Tilbage

Salme 348

Forside
Den hellige, almindelige kirke - Kirkens fornyelse

 
348
 Tør end nogen ihukomme
 
Mel.: L.M. Lindeman 1868
Thomas Laub 1917
  
  
1 Tør end nogen ihukomme
hjertets søde morgendrøm,
mindes, trods al verdens domme,
Zion med en tårestrøm?
Mægter nogen end at stemme
harpen dybt til orgelklang?
Vover nogen end at nemme,
end at kvæde Zions sang?
  
2 Ja, så længe hjertet banker
kærligt i en kristens barm,
rinder mellem Himmel-tanker
over Zion tåren varm,
og så længe for Guds trone
høres seraf-harpens klang,
skal i Kristi kirke tone
over tårer Zions sang.
  
3 Samler eder tæt om bjerget,
alle Zions døtre små!
Har end fjenden sletten hærget,
Herrens bjerg han lod dog stå.
Blev end sten på sten ej levnet,
hjørnestenen lå dog fast,
er urokket og urevnet,
mod den alle våben brast.
  
4 Ja, på ham vi kaste sorgen,
som og synden for os bar;
højt om sylden1 og om borgen
synge vi med stemme klar,
og i Herrens vingers skygge,
i en gylden aftenstund,
under sang vi atter bygge
på den gamle klippegrund.
  
5 Ej skal Zions borg sig højne
denne gang med spir og tårn,
hyttelavt i verdens øjne
bygges skal imod tilforn,
så vi efter ham os føje,
som har sagt, han ville bo,
hvor sig stjerner for ham bøje,
og hvor bly kærminder gro.
  
6 Huset med de høje sale
tømres kun af skaberhånd,
må fra Himmelen neddale
som til støvet Herrens Ånd;
vi af bløde bøgestammer,
under nattergalesang,
bygge kun et gæstekammer
til en himmelsk altergang.
  
7 Verdens vise, jordens bolde
vel vor hytte vil forsmå,
men den største vil dog holde
nadver i den ringe vrå.
Tidlig han sig myg har krummet
barneglad i moderskød,
han, som lå i krybberummet,
bryde vil i hytten brød.
  
8 Thi skal herligheden vorde
større i vort lave hus
end i det med borgegårde,
som nu sunket er i grus;
hans er sølvet, hans er guldet,
mer end guld hans kærlighed,
den er Himmel-glans i muldet,
den skal vi forklares ved.
  
 
Sl 137,1-6; Hagg 2,1-9
N.F.S. Grundtvig 1825 og 1853.

1 grundvold


HØR melodien 

00.00 / 00.44