Tilbage

Salme 399

Forside
De helliges samfund - Ordet

 
399
 Klokken slår, tiden går
 
Mel.: Oluf Ring 1938
  
  
1 Klokken slår,
tiden går,
troen på ordet sin prøve står;
er det faldet i hjertemuld,
overstår det vel vinterkuld,
bærer sin evigheds-frugt.
  
2 Klokken slår,
tiden går,
håbet Guds børn dog fejl ej slår,
det har vinger af engleart,
flyver til Himmels med bønnens fart,
kommer tilbage med svar.
  
3 Klokken slår,
tiden går,
kærligheden ej tæller år,
den kan gøre det gamle ungt,
gøre let det, der synes så tungt,
vand den omskaber til vin.
  
4 Klokken slår,
tiden går,
ene Guds nåde urokket står,
den os fører så tryggelig frem,
bygger os hisset og her et hjem,
fyldt med den sejrrige fred.
  
5 Klokken slår,
tiden går,
her har den bygget i tusind år,
hjerter husvalet i daners vang,
kimet til kirke og løftet med sang
fanen om korsets træ.
  
6 Klokken slår,
tiden går,
aldrig udrinder evigheds år,
aldrig afblomstrer Guds Paradis,
aldrig forstummer hans nådes pris.
Amen! Halleluja! Tak!

  
 
C.J. Brandt 1870 og 1885.


HØR melodien 

Se salmens tekst:
399. Klokken slår, tiden går

Vælg melodi:
 Oluf Ring 1938
00.00 / 00.31