Lovsange
4 | |
| Giv mig, Gud, en salmetunge | |
Mel.: Førreformatorisk julevise / Thomas Laub 1896 | |
| 1 |
Giv mig, Gud, en salmetunge, så for dig jeg ret kan sjunge højt og lydelig, så jeg føle kan med glæde: sødt det er om dig at kvæde uden skrømt og svig! |
| 2 |
Himlene din glans forkynde, lad hver morgen mig begynde dagen med din pris! Og når aftenklokken ringer, lad min sang på lærkevinger stige ligervis! |
| 3 |
Aldrig noksom dig kan love mand på mark og fugl i skove for din miskundhed; lige god i ny og næde gør du, os til gavn og glæde, mer end engle ved. |
| 4 |
Hvert dit værk er stort vidunder, i din visdom ingen bunder, som af den har øst. Kun en dåre tør det nægte, at hos dig er alting ægte, alting mageløst. |
| 5 |
Græsset lig er hver en synder, ender, før han ret begynder, visner i sin vår; himle selv forgå af ælde, men i grundfast guddomsvælde evig du består. |
| 6 |
Dine fjender gå til grunde, ja, som avner skal de onde hvirvles, vejres hen, mens i alderdommens dage herlig kræfterne tiltage hos din gode ven. |
| 7 |
Se! fra dine drivehuse i det fri, hvor storme suse, poder plantes ud! Og når de som sne er hvide, finest frugt om vintertide bære de for Gud. |
| 8 |
Om end gennem dage hårde, blomstre skal i dine gårde hvert et hjerteskud, bære frugt på gamle dage, medens bjerg og skov gentage: Ejegod er Gud! |
Sl 92 N.F.S. Grundtvig 1836 og 1868. |
 |
