Syndernes forladelse - Guds tilgivelse
507 | |
| Vor sjæl er dertil født og båren | |
Mel.: Bryd frem, mit hjertes trang at lindre | |
| 1 |
Vor sjæl er dertil født og båren i Gud at vorde skøn og rig, just dertil af ham selv udkåren at vorde ham, sin skaber, lig. Hvo kan den ære noksom prise, som Gud har villet os bevise. |
| 2 |
Her var et adelskab at finde som englens, der Guds ansigt så; ej mindste smitte var derinde i sjælens væsen og attrå; her kunne ingen mangel være, thi Gud var sjælens lys og ære. |
| 3 |
Hvo kan den liflighed beskrive, som her den i sin Gud fornam? O, at den lod sig fra ham rive, sig til uhørlig last og skam! Thi Fjenden nu dens højtidsdage har vendt til skændsel, ve og plage. |
| 4 |
Nu er den ganske jordisk blevet og intet mere ret forstår, ved ej, hvorhen den er fordrevet, og vild i denne verden går; den kan sig ej til Gud opsvinge, men elsker det, som er så ringe. |
| 5 |
O Gud, som har en frelser givet at bedre den fortvivled stand, væk sjælen op igen til livet, som du og ingen anden kan, at den igen kan visdom finde og ikke løbe mer i blinde! |
| 6 |
O store Gud, hvor skal jeg finde den lue, hjertet ønsker sig? O, lad dig, lad dig overvinde, og drag mig selv igen til dig! Thi bliver du med mig forbunden, jeg da min sjæl igen har funden. |
Christian Friedrich Richter 1698. Hans Adolph Brorson 1734. |
HØR melodien |  |
