Kristenlivet - Forsagelse og kamp
620 | |
| Hvad fattes mig? | |
Mel.: O store Gud, din kærlighed | |
| 1 |
Hvad fattes mig? Hvi er jeg dog så søvnig og så lunken, ret som min sjæl var spændt i åg, ja, ned i jorden sunken? Hvor er den lyst, jeg havde før til ordets brød at sanke? Hvi kan jeg ej på nådens dør med kraft og iver banke? |
| 2 |
Du mit forvendte hjerte, kom, og lad dig overhøre! Du burde i din kristendom jo daglig fremgang gøre, du burde daglig mer og mer i troens kraft tiltage, og Jesus nu dit væsen ser, hvordan du går tilbage. |
| 3 |
Det piner mig i sjæl og sind, jeg kan det ikke dølge, at jeg har ej lagt bedre vind på Jesus ret at følge. Ak, gid mit liv en liden tid dog længer måtte vare, da ville jeg alvorlig flid til døden aldrig spare. |
| 4 |
Min Jesus! se, hvor syg jeg går for dig igen at finde! Se, hvor mit svage hjerte slår, og mine øjne rinde! Tænk, det er dig, min sjæleven, jeg ene længes efter, men hvordan kommer jeg derhen, som har så ringe kræfter? |
| 5 |
Jeg intet har i sjæl og sind foruden disse sukke. Ak, ville Jesus mig dog ind i sine vunder lukke! Se! nu begynder troens glød mig indentil at varme, jeg finder Jesus honningsød i mine troens arme. |
| 6 |
Nu, Gud ske lov, den søde tid er alt igen oprunden, at jeg min Jesus mild og blid til al min trøst har funden. O, lad mig da af hjertens grund dig så i troen favne, at jeg dig til min sidste stund skal aldrig mere savne! |
Hans Adolph Brorson 1735. |
HØR melodien |  |
