709 | |
Alfader! du, hvis navn i Nord | |
Mel.: Sin vogn gør han af skyer blå. Op, alle folk på denne jord | |
1 |
Alfader! du, hvis navn i Nord kan aldrig gå af minde! Som skibet med din Søn om bord: en bold for hvirvelvinde, omtumlet under bølgebrag og lig et synkefærdigt vrag er gamle Danmarks rige. |
2 |
Vel styrmænd nok der er om bord, og frelse nok de ville, men skibet lystrer ej sit ror, forstanden står nu stille; de, som har pløjet bølgen blå, de blege råbe: vi forgå, sker ej der underværker! |
3 |
O Gud, du er endnu så stor, så stærk just i de svage, som da du fried ind dit ord med dåd i gamle dage, som da din Søn til hav og vejr udråbte med din røst: Ti kvær! så vind og vove dåned. |
4 |
Og Danmark under trange kår, imellem fjender stærke, sig trøsted i seks hundred år ved Kristi korses mærke og fulgte svagt, men ærlig dog hans kølvand under Dannebrog, gik end det stridt mod strømmen. |
5 |
O, væk da op hos os om bord den kæmpe-ånd, som sover! Giv ham at tale kraftens ord, som kuer vind og vover! Ja, frels os, du, som ene kan, så lydt fra danskens fædreland må tone takkesange! |
N.F.S. Grundtvig 1848. |
![]() |