717 | |
I går var hveden moden | |
Mel.: Nu blomstertiden kommer | |
1 |
I går var hveden moden, i dag står skoven hvid; om lidt vil lærker kvidre om sol og forårstid. Der råbes mellem grave om nu'ets evighed, mens vinden lægger støvet til ro et ukendt sted. |
2 |
Vi tæller vore dage, der hober sig til år, og stædigt vokser stakken af det, vi ikke når. De store ord blir mindre, og planer hentes ned fra flugt mod morgenstjerner til døsig aftenfred. |
3 |
Derfor - på ugens morgen må vi herhen igen, hvor kirken åbner døren som for en gammel ven. Og ord får atter mening; skønt vi har slidt dem ned, kan de forundret synge om håb og kærlighed. |
4 |
Her døber vi de spæde, vi knytter hjertebånd og beder, at de døde må leve i Guds hånd. De lærte os om troen, der - rakt fra slægt til slægt - gir ordet hjertets visdom og eftertankens vægt. |
5 |
Om alle vore drømme forsvinder i det blå, og skyggerne blir lange, og mørket banker på, skal kirken stædigt vidne om troen, der består og føjer dage sammen i evighedens år. |
Lisbeth Smedegaard Andersen 1994 og 2000. |
HØR melodien | ![]() |