Troen på Guds Søn - Jesu fødsel
122 | |
| Den yndigste rose er funden | |
Mel.: Wittenberg / Joseph Klug 1542 | |
| 1 |
Den yndigste rose er funden, blandt stiveste torne oprunden, vor Jesus, den dejligste pode, blandt syndige mennesker gro'de. |
| 2 |
Alt siden vi tabte den ære Guds billedes frugter at bære, var verden forvildet og øde, vi alle i synden bortdøde. |
| 3 |
Da lod Gud en rose opskyde og sæden1 omsider frembryde, at rense og ganske forsøde vor slægts den fordærvede grøde. |
| 4 |
Al verden nu burde sig fryde, med salmer mangfoldig udbryde, men mangen har aldrig fornummen, at rosen i verden er kommen. |
| 5 |
Forhærdede tidsel-gemytter, så stive som torne og støtter, hvi holder I eder så ranke i stoltheds fordærvede tanke! |
| 6 |
Ak, søger de ydmyge steder, i støvet for Frelseren græder, så får I vor Jesus i tale, thi roserne vokser i dale. |
| 7 |
Min Jesus! du stedse skal være mit smykke, min rose, min ære, de giftige lyster du døder og korset så liflig forsøder. |
| 8 |
Lad verden mig alting betage, lad tornene rive og nage, lad hjertet kun dåne og briste, min rose jeg aldrig vil miste! |
Højs 2,1-2 Hans Adolph Brorson 1732. 1 1 Mos 3,15 |
 |
