Troen på Guds Søn - Helligtrekonger
137 | |
| Det runde himlens stjernetelt | |
Mel.: O store Gud, din kærlighed | |
| 1 |
Det runde himlens stjernetelt skal og sit vidne bære om den nyfødte barnehelt og om hans guddoms ære; en stjerne klar i øst oprandt, i den de vises øje et Himmel-budskab læste grant om kongen fra det høje. |
| 2 |
De regned ud, hans fødselshjem var nær ved templets tinde, de rejste til Jerusalem og vented ham at finde; de fandt det godt umagen værd mangt mødigt fjed at træde, udspurgte både læg og lærd om jøders drot den spæde. |
| 3 |
Ransaget blev da hvert et blad, hvor Kristus var betegnet, til Betlehem, hans fødestad, af Skriften var udregnet; o dårlighed, sin gode Gud i brev og bog at gemme, når han af hjertet lukkes ud, og sindet ham vil glemme! |
| 4 |
Ved stjerneskin de vise mænd, hvis flid var ufortrøden, dog ledtes til den spæde hen, som selv var morgenrøden. Det mindste lys for dem er nok, som efter Jesus vandre, ved højlys dag man ser i flok vildfarende de andre. |
| 5 |
De vise mænd i hytte lav på knæ i krybberummet guld, røgelse og myrra gav til ærens drot forblommet; gid vi det lære må af dem langt over verdens vise det lille barn i Betlehem at skatte og at prise! |
| 6 |
Kom, arme sjæl, som intet har af jordens guld i hænde, tænk ej, fordi din hånd er bar, din Gud dig ej vil kende! Byd Jesus kun dit hjerte til! Hvad end de rige mene, han hjerter nænsomt gemme vil, som var de ædelstene. |
Matt 2,1-12 Thomas Kingo 1689. N.F.S. Grundtvig 1843 og 1853. |
 |
