157 | |
Betesda-søjlernes buegange | |
Mel.: Paul Okkenhaug 1965 Bernhard Christensen 1976 | |
1 |
Betesda-søjlernes buegange med tætte rader af sygesenge, hvor stakler venter på englen, venter på vandets oprør, forgæves længe. |
2 |
Dér lå et menneske mellem andre, så helt alene, skønt om ham mange. Hvad her han søgte, han næsten glemte; han blev den sidste de hundred gange. |
3 |
Da kom i sabbattens stille timer, hvor alting hviler Guds flid til ære, en mand, der spurgte - et sælsomt spørgsmål - en mand, der spurgte: »Vil rask du være?« |
4 |
»Jeg intet menneske har, jeg arme. De hundred gange jeg kom for silde. Jeg kender ingen, ej mand, ej kvinde, som vil mig støtte til frelsens kilde.« |
5 |
Da lød blandt søjlerne skaberordet, så i Betesdas fem buegange den sabbatsstilhed blev gennemrystet, som sprængt af stjernernes morgensange. |
6 |
»Har intet menneske du, min broder? For dig et menneske jeg er blevet; og i den Himmel, hvor jeg har hjemme, er vi to sammen ved navn indskrevet. |
7 |
At du kan vide og aldrig glemme: du er ej ene - nu fra dit leje stå op til livet, og bær din byrde, og gå så trøstigt ad egne veje. |
8 |
Men husk: Et menneske skal du være. Fra egne veje at kunne vige, en broders ansigt ved mødet kende - det er på jorden min Faders rige.« |
Joh 5,1-15 K.L. Aastrup 1963. |
HØR melodien | ![]() |