160 | |
Jeg tror det, min genløser | |
Mel.: Guds godhed vil vi prise | |
1 |
Jeg tror det, min genløser! at du gør alting vel og nåden rundt udøser i dagning og i kvæld; med ordet af din mund udstrømmer liv og glæde til alle dem, som græde for guld af hjertens grund. |
2 |
For Himlens guld jeg græder og ej for glimmerstøv, men lagt i skjulte kæder jeg for din røst er døv, jeg mindes som en drøm et lille ord af dine, men tungen kun med pine det dunkelt stammer frem. |
3 |
O, tag mig kun til side som ham i havets egn, skønt verden ej kan lide, man tror, du end gør tegn. Læg dine fingre små kun i mit døve øre! Da får jeg klang at høre, som Himlens klokker gå. |
4 |
Og når min tungespidse du rører næppe nok, da kvidrer jeg til visse som himlens fugleflok. Sig så blot effata! Fra alle engletunger jeg hører da og sjunger et klart halleluja. |
5 |
Da sætter jeg på skammel mig ved din højre fod, sig ej, jeg er for gammel til lærling, mester god! Jeg lytte vil med flid, se til mig selv at glemme, da får jeg bedre nemme og nytter nådens tid. |
6 |
Da skal dit ord mig smage som frugt på livets træ, og du kan det så mage med sol og dug og læ, at til din guddoms pris der dybt fra hjertegrunden mig springer op i munden et lille paradis! |
Mark 7,31-37 N.F.S. Grundtvig 1839-41. |
HØR melodien | ![]() |