167 | |
Hører I, vor Herre kalder | |
Mel.: Kirken er som Himmerige Hvilestunden er i vente | |
1 |
Hører I, vor Herre kalder, kærlig som en moders bøn: Vender om i hver en alder nu med den vildfarne søn! |
2 |
Hver en sjæl på veje vilde, som vil træde i det spor, skal Guds faderrøst den milde møde brat i nådens ord. |
3 |
Han, som elsker os så såre, møder os ved første skridt, kysser bort hver bitter tåre, trøster os med åsyn blidt. |
4 |
Klæder ny og gyldne ringe er den lykkeliges pryd; sangen toner, harper klinge, stemte ens til glædskabs lyd. |
5 |
Himlens sang og strengelege, højtidsfryd i livets land, hvem må de ej sødt bevæge til omvendelse på stand! |
6 |
Vend da ryg af al din styrke til Guds fjendes herlighed, det er løgn og død og mørke, som hvert synderhjerte ved! |
7 |
Vend dit blik fra skyggedale til Gud Faders herlighed, efter evig sandheds tale dér er liv og lys og fred! |
8 |
Da gør du Guds engle glade, da er og din lykke gjort; af sig selv for dig oplade sig Guds hus og Himlens port. |
9 |
Selv sig åbner sundhedsbrønden, dækkes salighedens bord, og din Hel-sot, som er synden, læges ved Guds nådes ord. |
10 |
Og din længsel, som er livet, evig sikkert, evig sødt, mættes af, hvad han har givet, som kan ånde liv i dødt. |
11 |
Holde vil din sjæl i live Jesus, trods al død og brøst, og som han er, du skal blive, er ej det en salig trøst! |
Luk 15,11-32. N.F.S. Grundtvig 1853. |
HØR melodien | ![]() |