Tilbage

Salme 191

Forside
Troen på Guds Søn - Påske

 
191
 Gak under Jesu kors at stå
 
Mel.: Vor Herres Jesu mindefest
Salmen kan synges som vekselsang
mellem kor (k) og menighed (m).
  
  
1 Gak under Jesu kors at stå,
hans sidste ord at agte på;
fra korsets træ hans nådes røst
skal lyde dig til liv og trøst.
  
2 Han først for sine fjender bad:
»O kære Fader, dem forlad,
thi hvad de gøre, ved de ej,
så blinde gå de syndens vej!«
  
3 O Jesus! bed du og for mig,
du ser, hvor blind og skrøbelig
jeg er i al min vej, mit værk;
men ved din bøn jeg bliver stærk.
  
4 Han dernæst til sin moder så,
hvor jammerfuld hun monne stå,
som stungen gennem sjæl og liv
med mordersværd og dræbekniv.
  
5 En anden søn han hende gav
til lindring, trøst og støttestav:
»Johannes, tag dig hendes sag
som moders an fra denne dag!«
  
6 Om jeg, o Jesus, og skal stå
forladt, forhadt, med korset på,
ja, venneløs blandt rov og ran,
send et Guds barn, som tar mig an!
  
7 Den røver, som sin synd fortrød
og trøsted sig i Kristi død,
for hannem brød han dødens brod
og gav i Paradis ham lod.
  
8 Lad mig og i min sidste stund
det høre af din egen mund:
»I dag du være skal med mig
i Paradis, i Himmerig!«
  
9 Det fjerde ord var frygteligt,
og aldrig hørte Himlen sligt:
»Min Gud, min Gud, hvorfor har du
i denne nød forladt mig nu?«
  
10 For min skyld blev du så forladt
og af Guds vrede taget fat,
at aldrig jeg forlades skal
i dødens grumme, dybe dal.
  
11 Al verdens synd bar det Guds Lam,
Guds vredes ild fortæred ham;
»Jeg tørster!« sagde han og fik
af eddike så sur en drik.
  
12 Så tømte du med bredfuldt mål,
o frelser min! den bitre skål,
men derfor kalken liflig, sød
skal kvæge mig i liv og død.
  
13 Da lød hans ord: »Det er fuldbragt!«
og bedre ord blev aldrig sagt;
opfyldt er lov og profeti,
afskaffet dødens tyranni.
  
14 Det giver trøst i hjerterod,
det er en evig glædes-flod;
nu står mig åben Himlens port,
for mig har Jesus fyldestgjort.
  
15 Hans sidste ord, hans sidste råb
var fuldt af livets store håb,
han sagde: »Fader, i din hånd
befaler jeg min sjæl og ånd!«
  
16 Det ord, det ord sig trænger ind
udi mit hjerte, sjæl og sind;
gid det og blive sidste ord,
jeg tale skal på denne jord!

  
 
Lidelseshistorien. Afsnit 17-21
Thomas Kingo 1689.
N.F.S. Grundtvig 1832-45.
Bearbejdet 1850, 1889 og 1951.


HØR melodien 

00.00 / 00.26