205 | |
O store Gud, din kærlighed | |
Mel.: Strassburg 1525 | |
1 |
O store Gud, din kærlighed jeg aldrig nok kan skatte; det rigdoms dyb jeg ikke ved med al min sans at fatte, hvordan du elsked verden så, din Søn at ville give, at hver, som tror på Jesus, må i Himlen salig blive. |
2 |
Du, søde Jesus, tog dig på udi Guds råd at ville for verdens synd i borgen gå din Fader at formilde, så al den straf og pligt og bod, Gud ville os tilregne, du på dit eget regnskab lod til fuld betaling tegne. |
3 |
I vor natur du klædte dig og den med din forénte og for vor arv i Himmerig i megen trældom tjente, i fattigdom og megen nød, i hunger, tørst og møje, i fristelser og Satans stød, som tit du måtte døje. |
4 |
Så har du ved din pine vendt fra os al Helved-våde og for os ved dit blod fortjent barmhjertighed og nåde, som hen til alle strækker sig, der vil fra synden vende og udi troen favne dig til deres sidste ende. |
5 |
Min sjæl, vær derfor frisk og fro, bliv fuld af Himmel-glæde! Du kan i tillid og i tro nu for Guds ansigt træde, thi Jesus ved sit korses blod har fred med ham oprettet, og i den dyrebare flod er al din synd aftvættet. |
6 |
Ved Kristi død og ved hans Ånd jeg synden vil afsige og verdens vellyst ved hans hånd og store kraft bekrige; og taber jeg end tit mit slag, jeg bør dog ej forsage, jeg vinder dog, fordi min sag vil Jesus selv antage. |
7 |
Så skal da Jesu dybe sår, hans marter, død og pine beskytte mig, ihvor jeg går; jeg skal i graven trine i stadigt håb at se for sandt min Gud på ærens trone og takke Jesus, at han vandt mig livets dyre krone. |
Thomas Kingo 1699. |
HØR melodien | ![]() |