Troen på Guds Søn - Påske
244 | |
| Hvor lifligt er det dog at gå | |
Mel.: Jeg ved et evigt Himmerig | |
| 1 |
Hvor lifligt er det dog at gå med Jesu ord i munde, hans sår, hans død at tænke på og alt hans værk begrunde! |
| 2 |
Den glæde to disciple fik, så deres hjerter brændte, da ud til Emmaus de gik, og Herren sorgen endte. |
| 3 |
Thi Jesu kors, hans død og grav var deres vandrings tale, som dem et smerteminde gav, det ej de kunne svale. |
| 4 |
Men Jesus var dog i den nød så ganske nær til stede, at han, de tænkte være død, var standen op med glæde. |
| 5 |
O Jesus, o, du ved, jeg går, din pilegrim og borger, i disse korte verdensår fuld af titusind sorger. |
| 6 |
Dig vandrer jeg så gerne med, opstandne Jesus milde, til Himlen jeg i dine fjed så gerne følges ville. |
| 7 |
O, følg dog med, jeg slipper ej o, drag mig, når jeg ikke så fyrig er på Himlens vej, hvor torne foden stikke! |
| 8 |
Måske min aftenstund er nær, i ungdom eller alder. O, bliv dog hos mig, favn mig her, når jeg ved døden falder! |
| 9 |
Så skal jeg grant, o Jesus, dér dig og din Fader kende. O, gid da kun min vandringsfærd var kommet vel til ende! |
Luk 24,13-35 Thomas Kingo 1689. Jf. nr. 782. |
HØR melodien |  |
