Den hellige, almindelige kirke - Kirken
323 | |
| Kirken den er et gammelt hus | |
Mel.: L.M. Lindeman 1840 | |
| 1 |
Kirken den er et gammelt hus, står, om end tårnene falde; tårne fuldmange sank i grus, klokker end kime og kalde, kalde på gammel og på ung, mest dog på sjælen træt og tung, syg for den evige hvile. |
| 2 |
Himlenes Gud vist ej bebor huse, som hænder mon bygge, arke-paulunet1 var på jord kun af hans tempel en skygge; dog sig en bolig underfuld bygged han selv af støv og muld, rejste af gruset i nåde. |
| 3 |
Vi er Guds hus og kirke nu, bygget af levende stene, som under kors med ærlig hu troen og dåben forene; var vi på jord ej mer end to, bygge dog ville han og bo hos os i hele sin vælde. |
| 4 |
Samles vi kan da med vor drot selv i den laveste hytte, finde med Peder: her er godt! tog ej al verden i bytte; nær som sit ord i allen stund er han vort hjerte og vor mund, drot over tiden og rummet. |
| 5 |
Husene dog med kirkenavn, bygget til Frelserens ære, hvor han de små tog tit i favn, er os som hjemmet så kære; dejlige ting i dem er sagt, sluttet har der med os sin pagt han, som os Himmerig skænker. |
| 6 |
Fonten os minder om vor dåb, altret om nadverens nåde, alt med Guds ord om tro og håb og om Guds kærligheds gåde, huset om ham, hvis ord består, Kristus, i dag alt som i går, evig Guds Søn, vor genløser. |
| 7 |
Give da Gud, at hvor vi bo, altid, når klokkerne ringe, folket forsamles i Jesu tro der, hvor det plejed at klinge: Verden vel ej, men I mig ser, alt, hvad jeg siger, se, det sker; fred være med eder alle! |
N.F.S. Grundtvig 1836 og 1853. Jf. nr. 329. 1 Israels helligdom under ørkenvandringen |
HØR melodien |  |
