326 | |
Der stander et hus i vort høje Nord | |
Mel.: Viggo Kalhauge 1876 O, Gud ske lov til evig tid | |
1 |
Der stander et hus i vort høje Nord, indviet Gud Faders Enbårne; der springer en kilde, der dækkes et bord, der kimes til højtid fra tårne. |
2 |
Did styred den gæveste drot sin gang, der knæled den stålklædte kæmpe og lærte ved messe og ottesang den stolteste vrede at dæmpe. |
3 |
Der sukked vor far med glødende barm, når klokken den rørte sin stemme; der fældte vor mor en tåre varm, som ej hendes sønner skal glemme. |
4 |
Der hented de bod for de tungeste savn og styrke til vandringens møje; der fanged de freden i Jesu navn, da mødig de lukked sit øje. |
5 |
Dengang vi som spæde blev vugget på skød, Gud Fader os der satte stævne, og over de rislende vande lød de ord, som gir, hvad de nævne. |
6 |
Og der kan det vokse, det himmelske frø, og trives som vandbækkens pile; ja, der vil jeg leve, og der vil jeg dø, og derfra så ringes til hvile. |
7 |
End kvædes der sødt ved dets alter i Nord til pris for Gud Faders Enbårne; end risler den kilde, end dækkes det bord, end kimes der mildt ifra tårne. |
Anders Reitan 1866. |
HØR melodien | ![]() |