37 | |
Min Gud befaler jeg min vej | |
Mel.: Nederlandsk psalter 1540 Kingos Graduale 1699 O store Gud, din kærlighed | |
1 |
Min Gud befaler jeg min vej, ham vil jeg lade råde; han synes streng, men er det ej, hans straf er selv en nåde; han bygged himlens høje tag, han aldrig mig forlader, og slår han end med tunge slag, så er han dog min Fader. |
2 |
En fader, det er soleklart, vil ej sit barn bedrøve, og sker det, er det åbenbart for det ved sorg at øve; ja, kasted end hans stærke hånd mig ud i bølgedybet, så ved jeg dog, at Herrens Ånd kan finde mig blandt krybet. |
3 |
Alt, hvad han gør, det ret er gjort og må til lykke føre, selv når han lukker glædens port og åbner sorgens døre; med ham blir selv den sorte nat så lys som morgenrøden; hvad han ej holder, synker brat og gives hen til døden. |
4 |
Den kerne vorder alt for let, der savner regn og væde, så modnes Åndens frugter slet i sol og idel glæde; den urt, som bringer bitter ve, kan skænke røde kinder, så må mit øje sorgen se, før det sin frelse finder. |
5 |
Nu vel, min Gud, så lægger jeg mit liv i dine hænder. Du har beredet mig min vej, du bedst min vandring kender. Så tag mig i din stærke favn, jeg vil dig lydig være, jeg ved, det vorder mig til gavn og dig til pris og ære. |
Paul Gerhardt 1647. Carsten Hauch 1842.. Fr. Hammerich 1850 og 1852. |
HØR melodien | ![]() |