Syndernes forladelse - Guds kærlighed
491 | |
| O gode Gud, din kærlighed | |
Mel.: O store Gud, din kærlighed | |
| 1 |
O gode Gud, din kærlighed den haver ingen lige, min sjæl, min mund og tunge ved kun lidt deraf at sige: skønt soleklar, jeg mægter ej den mer at gennemskue end havets dyb på hvalens vej og sol på himlens bue. |
| 2 |
Hvad kunne dog bevæge dig til, som den bedste fader,1 så inderlig at elske mig, endskønt min synd du hader! Hvad var der i min hytte lav at skue og at finde, som derpå havde mindste krav din kærlighed at vinde! |
| 3 |
Det nytter ej at tale om vor høje byrd og stamme, thi vel fra dig vor ånde kom, men dybt vi må os skamme: vi sank ej blot i støvet ned, vi blanded os med skarnet, så al din faderkærlighed forspildte Adams-barnet. |
| 4 |
Det ene var din miskundhed, dit bundløst gode hjerte, som så i nåde til os ned og fryd os gav for smerte; thi hvis ej nåde gik for ret, af faldet hjalp på fode, slet ingen mand af Adams æt blev elsket af den Gode. |
| 5 |
Men du har elsket verden så, som os dit ord forkynder, at før den skulle undergå, fordømt i sine synder, din Søn du selv i døden gav for verdens skyld at bløde, så uskyld sank med sorg i grav for hele verdens brøde. |
| 6 |
O, lad os elske ham igen, som gik for os i døden! Vi da med ham, vor sjæleven, opstå som morgenrøden og vandre med ham, født på ny, ad livets vej hin trange og høre med ham over sky hærskarers sejerssange. |
| 7 |
Ja, søde Jesus, lad din Ånd os styrke og bekræfte, så end i døden troens hånd sig til dit ord kan hæfte! Da med vort sidste suk vor sjæl opstiger til Guds trone, og dér med troen sejersæl os venter livets krone! |
Joh 3,16-21 Thomas Kingo 1699. N.F.S. Grundtvig 1837 og 1853. 1 Luk 15, 11-32 |
HØR melodien |  |
