Kødets opstandelse og det evige liv - Døden
529 | |
| Med sorgen og klagen hold måde, Guds ord | |
Mel.: Den yndigste rose er funden | |
| 1 |
Med sorgen og klagen hold måde, Guds ord lad dig trøste og råde, lad hjertet i sorgen ej synde, ved døden vi livet begynde! |
| 2 |
Vi indsvøber liget med tåre og lægger det stille på båre, men svøbet og båren betyder, det slumrer, til dagen frembryder. |
| 3 |
Lad hjerte og øje kun briste og legemet lægges i kiste, den time ej borte skal blive, da Herren det kalder til live. |
| 4 |
Hvad før var al ynde berøvet og blandedes ganske med støvet, en lysende bolig skal være for sjælen i Himmerigs ære. |
| 5 |
Se, kornet i jorden den sorte det synes så visselig borte, men atter sin spire det skyder, i gyldneste grøde frembryder.1 |
| 6 |
O jord, vi en gave dig skænker, med gråd i dit skød vi den sænker, en dyrebar sæd du modtager, vi derfor dig kalder Guds ager. |
| 7 |
En sjæl i den støvhytte bo'de, en sjæl, som på Frelseren tro'de og længtes med håb mod det høje, med Gud og hans glæde for øje. |
| 8 |
Du, jord, må nu legemet gemme, Gud vil det dog ikke forglemme, men pryde det dejligt med ære til evig hans billed at bære. |
| 9 |
Ja, Herre, når tiden er omme, da kalder du fluks dine fromme fra striden i verden til freden, fra hvilen i graven til glæden. |
Aurelius Prudentius Clemens 4. årh. Peder Hegelund 1586. C.U. Sundt 1840. Jf. nr. 565. 1 Joh 12,24 |
 |
