552 | |
Nu har du taget fra os | |
Mel.: Erik Sommer 1993 | |
1 |
Nu har du taget fra os, hvad du engang har givet. Nu favner døden den, der for os var selve livet. Og intet bliver mere helt, som det var, herefter, for sorgen river i os med kærlighedens kræfter. |
2 |
Nu er vi fyldt af savnet og gruer for i morgen. Men, Gud, du kommer til os og trøster os i sorgen. Vel er vi alle ramt af den gådefulde stilhed, men du er også nær med din nådefulde mildhed. |
3 |
Du griber os i mørket og blidt mod lyset vender. For selv om vi er adskilt, er vi i dine hænder. Og du var selv i mørket den dag, da Kristus døde, du rejste ham til livet i påskens morgenrøde. |
4 |
Se, døden er forandret. Nu kan den ikke vinde! Da Kristus tog den på sig, blev den en slagen fjende. Og derfor kan vi håbe, at også vi får givet at gå i morgensolen og glæde os ved livet. |
5 |
Så lad kun sorgen synge, få luft for al sin klage, og lad kun savnet tynge, din godhed blir tilbage. Du gir os nye kræfter. Du knytter nye tråde. Og hvad så sker derefter, må komme af din nåde. |
Holger Lissner 1993 og 1999. |
HØR melodien | ![]() |