Kødets opstandelse og det evige liv - Evighedshåbet
565 | |
| Med sorgen og klagen hold måde! Du mindes | |
Mel.: Thomas Laub 1918 | |
| 1 |
Med sorgen og klagen hold måde! Du mindes den hellige dåb og Himmerigs bord af Guds nåde. Tilegn dig Guds herligheds håb! |
| 2 |
Hvi gemmer du støvet i kiste, hvi rister du navnet i sten, når ikke i troen du vidste, at vågne skal slumrende ben! |
| 3 |
Lad legemet kun sig udhvile og fattes med synet al sans! Det skal dog opvågne og smile, skal skinne og skues i glans. |
| 4 |
Så kornet utallige gange har fundet sin død under muld, opstod dog i bølgende vange og skinned i solen som guld. |
| 5 |
Så lagdes din frelser i dvale, men ved du ej, hvor han er nu? Han troner i Himmerigs sale og husker, ved støv hænger du. |
| 6 |
O, glem ej, at hytten, som hælder, som raver og synker i grus, sin brøst vel med rette undgælder, men bygtes dog til et Guds-hus! |
| 7 |
Guds ord det går aldrig af minde, det hørtes og troedes der, og tit har de leget derinde, små-englene, Gud haver kær. |
| 8 |
Når under de rødmende skyer der stødes i Himlens basun, for gravfolket morgenen gryer, sig rejser Guds faldne paulun. |
| 9 |
Lyksaligste af alle dage, o muld, når af dig myldrer frem Guds billeder alle så fage,1 når Gud henter børnene hjem! |
Aurelius Prudentius Clemens 4. årh. N.F.S. Grundtvig 1844 og 1864. Jf. nr. 529. 1 hurtigt |
HØR melodien |  |
