Kristenlivet - Modgang og håb
643 | |
| Sorrig og elendighed | |
Mel.: Rind nu op i Jesu navn | |
| 1 |
Sorrig og elendighed, suk og salte øjentåre tvinger mig så meget såre, for min Gud er blevet vred; jeg har gækken med ham spillet og hans nåder bag mig kast og på Satans bane drillet1 livet hen i synd og last. |
| 2 |
Jeg er aldrig hjerteglad, men med lønlig smerte tærer brødet, som mig usle nærer, sorgen svømmer i mit fad: Jeg med lønlig sukke drikker, hvad der skænkes i min skål, og i sindet stedse prikker syndens giftig-odded nål. |
| 3 |
Våger jeg, da er jeg fuld af bekymrings kræft og kvide, ingen glæde kan jeg vide, ejed jeg end verdens guld: Sommerdag min sorg forlænger, vinterdag gør glæden kort, hver en time suk påhænger, se, så slides livet bort. |
| 4 |
Er der da slet ingen råd? Er der ingen trøst at vente? Er der ingen hjælp at hente? Er der ingen fynd i gråd? Er da nådens kilder tørre? Er jeg slet til døden solgt? Er der lås for Himlens døre? Er Guds hjerte blevet koldt? |
| 5 |
Skal jeg da fortvivle plat? Skal jeg troens anker slippe? Skal mit faste håb nu glippe? Skal jeg miste Himlens skat? Skal jeg Kains broder være? Skal jeg Judas' strikke få? Skal jeg selv mit liv afskære? Skal jeg slet til Helved gå? |
| 6 |
Nej, o nej! min sjæl, o nej! Rejs dig lidt, og se, du stylter med de mange syndebylter hen ad troens trøstig vej! Gud er end ved bøn at vinde, Jesus lever og endnu, Åndens kraft er end at finde for din sorg-nedsænked hu. |
| 7 |
Jeg kan vel i troen se, hvor du, Jesus, selv har ligget og din trøst fra Himlen tigget, udi mine synders ve. Du for mine blodig synder og misgerning svedte blod, heraf al min trøst begynder, her er glædens rette flod. |
| 8 |
Du til Helvede fór ned, Helvede, hvorfor jeg gruer, og fik Satan sat i skruer med sin magt i evighed. Du til Himmels fór med glæde, trodsed død og Helved-bånd og udi mit kød tog sæde hos din Faders højre hånd. |
| 9 |
Du min trygge talsmand dér hos din Fader er og bliver og et evigt vidne giver om, hvad du led for mig her; du din Faders hjerte vender, at han nådig til mig ser, troens trøste-lys optænder i min sjæl jo mer og mer. |
| 10 |
O min sjæl, vær derfor fro! Jesus er din trøst og glæde, Jesus er dit skjul og klæde, Jesus kroner selv din tro, Jesus er dig livsens både og din lyst til evig tid. Jesus, Jesus, giv mig nåde, jeg må dø i den tillid! |
Thomas Kingo 1681. 1 trillet, tumlet |
HØR melodien |  |
