Menneskelivet - Årstiderne
733 | |
| Skyerne gråner, og løvet falder | |
Mel.: Thora Borch 1866 | |
| 1 |
Skyerne gråner, og løvet falder, fuglene synger ej mer, vinteren truer, og natten kalder, blomsterne sukker: det sner! Og dog bære blus vi med glæde! |
| 2 |
Vinteren kommer, og sneen falder, blomsterne visner i muld, isen optøs ej af gråd for Balder, tårerne stivner af kuld. Og dog bære blus vi med glæde! |
| 3 |
Solhvervet kommer, og bladet vendes, dagene længes på ny, solskinnet vokser, og vintren endes, lærkerne synger i sky. Derfor bære blus vi med glæde! |
| 4 |
Årene skifter af gru for ælde, skjaldene giver dem ret, fuglene alle hvert år må fælde, ellers de fløj ej så let: Derfor bære blus vi med glæde! |
| 5 |
Fuglene flyver som vind på vinger let over vildene hav, skjaldene flyver, som rimet klinger, glat over slægternes grav. Derfor bære blus vi med glæde! |
| 6 |
Hjerterne vakler, når højt de banke, drages til fuglenes spor, lyset dog sejrer, den mørke tanke flygtende synker i jord. Derfor bære blus vi med glæde! |
| 7 |
Salmerne klinge og klokker kime, spotter med sneen ved jul, vinteren må sig med våren rime, smelte for solen i skjul. Derfor bære blus vi med glæde! |
| 8 |
Troende hjerter i vinterløbet føder den liflige vår, trykker den til sig i barnesvøbet med et lyksaligt nytår! Derfor bære blus vi med glæde! |
| 9 |
Betlehems-barnet i krybberummet det er den evige vår, troende hjerter det har fornummet: Jul gør lyksaligt nytår! Derfor bære blus vi med glæde! |
N.F.S. Grundtvig 1847. |
 |
