764 | |
Til hvile solen går | |
Mel.: Nu rinder solen op (Nederlandsk visemelodi) | |
1 |
Til hvile solen går, og dagen hælder, og mørk' af nattens vrå'r til os udvælder. Gud lyse selv for os og hos os være, at nådens lys og lyst optændes i vort bryst, os at regere! |
2 |
O store Gud, jeg må rundt ud bekende, at jeg ej bund kan nå og ingen ende i din barmhjertigheds og nådes strømme, én bæk den anden når, og jeg alt årsag får dig at berømme. |
3 |
Jeg, en udlændingsmand som mine fædre, bor her i fremmed land, attrår et bedre. Min pilgrimsstav den skal jeg da henslænge og gennem tidens stød, ja, og den bitre død, til Himlen trænge. |
4 |
Det lærer tiden mig, som haver vinger og let og listelig hen fra mig svinger: Ja, denne dag, som nu mod natten kvælder, den skyder mig i hu, hvor nær mit hoved nu mod graven hælder. |
5 |
Du gav mig daglig brød og legems styrke, velsignels' i mit skød til dig at dyrke. Jeg derfor nu mit hjertes harpe stemmer og takker inderlig min Gud, som ikke mig, sit barn, forglemmer. |
6 |
Hvad jeg har mod dig gjort i ord og tanke, det være lidt og stort, som dig kan anke: se, jeg nedfalder for din nådes trone, lad din barmhjertighed og Jesu blodig sved min synd forsone! |
7 |
Så sover jeg dermed, Gud skal ej vige bort fra mit sovested, men til mig sige: Sov nu, mit barn, og svøb dig i dit klæde! Du vågne skal engang blandt fryd og englesang, i evig glæde. |
Thomas Kingo 1674. |
HØR melodien | ![]() |