Menneskelivet - Aften
779 | |
| Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred | |
Mel.: A.P. Berggreen 1841 | |
| 1 |
Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred! Dog ingen kender dagen, før solen går ned. |
| 2 |
Godmorgen, godmorgen! sang fuglen på kvist; tit så den aftensolen bag fængselets rist. |
| 3 |
Tit dufted, tit nikked småblomster ved gry; før aften lå de knust under haglvejrets sky. |
| 4 |
Tit leged småbarnet i morgensol rød; ved kvæld det lå på lejet så stille og død. |
| 5 |
På jorden ej lever så salig en sjæl, jo lykken kan omskiftes fra morgen til kvæld. |
| 6 |
Lyksalig dog sjælen, som kender Guds fred, skønt ingen kender dagen, før solen går ned. |
| 7 |
Godmorgen! vi sjunge med fuglen helt fro, skal selv i mørke fængsel til natten vi bo. |
| 8 |
Guds børn kan sig glæde som blomster ved gry, skal selv de ligge knust under aftenens sky. |
| 9 |
Som barn kan jeg frydes i morgensol rød, om også jeg før aften er stille og død. |
| 10 |
Guds fred og godaften! vi sjunge ved kvæld. Vor Herre selv bevare hver flygtende sjæl. |
| 11 |
Lyksalig, lyksalig hver sjæl, som har fred! Guds fred er sjælesolen, som aldrig går ned. |
B.S. Ingemann 1841. |
 |
