Menneskelivet - Aften
783 | |
| Kirkeklokke! mellem ædle malme | |
Mel.: Henrik Rung 1853 | |
| 1 |
Kirkeklokke! mellem ædle malme mageløs er for mit hjerte du, vågnet er ved dig en højtidssalme, som genlyder daglig i min barm. |
| 2 |
Kirkeklokke! ej til hovedstæder støbtes du, men til den lille by, hvor det høres trindt, når barnet græder og inddysses blidt ved vuggesang. |
| 3 |
Kirkeklokke! moderskød for klangen, som er mig langt mer end strengeleg, toner dine kappedes om rangen for mit øre tit og i min barm. |
| 4 |
Mens som barn på landet jeg var hjemme, julemorgen var mit Himmerig, den du meldte mig med englestemme, kimed klart den store glæde ind. |
| 5 |
Højere dog stemte dine toner, når de med »den gyldne sol frembrød« kimed: Støv! oprejst er din forsoner, stat nu op i påskemorgengry! |
| 6 |
Lavere de spreder deres vinger, sænker sig med solen dybt i hav, når for mig nu aftenklokken ringer, og jeg tæller dine bedeslag. |
| 7 |
Lifligt dog det klinger helst om høsten, i den stille, svale aftenstund; gennem jorderig går Himmel-røsten, kalder sjælen til sin hvile ind. |
| 8 |
Landet nu gråhærdet kun jeg gæster og har hjemme, selv jeg ved ej hvor; dog på lysets hjem min hu sig fæster, evig godt, jeg ved, er ene der. |
| 9 |
Derfor nu, når aftenklokken melder: Solen sank, og fuglen slumred ind, da mit hoved jeg med blomsten hælder, nynner sagte mellem bedeslag: |
| 10 |
Kirkeklokke! når til sidst du lyder for mit støv, skønt det dig hører ej, meld da mine kære, så det fryder: Han sov hen, som sol i høst går ned. |
N.F.S. Grundtvig 1845. |
HØR melodien |  |
