Troen på Guds Søn - Jesu fødsel
128 | |
| Søde Jesus, jule-fyrste | |
Mel.: Jesus, dine dybe vunder Nu velan, vær frisk til mode | |
| 1 |
Søde Jesus, jule-fyrste, spiret op af Isajs rod,1 vil man dog så hastig tørste efter dit og dines blod? Vi i går blandt englelyd sang din fødsel ind med fryd; skal vi jamre nu og græde og i dag en ligsang kvæde? |
| 2 |
Efter du stod op af døde, Stefan første martyr blev, han frivillig ville bløde, med sit blod sin tro beskrev; han var frisk og uforfærd til at føre Åndens sværd, hvo det voved at modsige, måtte ham med blusel vige. |
| 3 |
Falske tungers slangebrodde hemmelig på hannem stak og ved løgn ham undertrådte, det blev al hans gernings tak; de beløj ham mer og mer, som så tit i verden sker: Herrens lov og kirkens ære skalkeskjul må ofte være. |
| 4 |
Om end englelys og ære skinner af hans øjesten, ville de dog tænder skære til at knuse ham hans ben; han har Gud i syn og sind, dybt han ser i Himlen ind, råber, mens de øren stoppe: Jesus står i glans deroppe! |
| 5 |
Dermed er han dømt til døde, Herrens glans er dem en gru, ud af staden de ham støde, op til Jesus står hans hu; på hans hoved regner sten, gør dog hjertet ingen mén, frit han sig til Jesus vender: Tag min ånd i dine hænder! |
| 6 |
Da han vil til døden blegne og har munden fuld af blod, beder han, Gud ej tilregne vil dem deres syndeflod; dermed han i Jesu tro hensov til Guds evig ro; Jesus os den nåde kende, i slig tro vort liv at ende! |
ApG 6,8-15; 7,54-60 Thomas Kingo 1689. N.F.S. Grundtvig 1832. 1 Es 11,1 |
HØR melodien |  |
